Projekter 2018-2024

2018 blev det sidste år hvor Oikosfonden støttede en række mindre projekter i Den Tredje Verden:

  • Momentum Trust, Kenya
  • Building Communties, Guatemala
  • Jambo Schule, Kenya
  • Githabais Venner, Kenya
  • SEKO village, Zambia

Fra 2019 og frem hvor Oikosfondens midler blev færre valgte bestyrelsen at indsnævre sit fokus med hovevægt på at hjælpe de mange, primært syriske, flygtninge de var kommet til Danmark fra 2015 og frem. Erfaringen med disse flygtninge var, at der blandt dem var rigtig mange dygtige små entreprenører. Men at etablere en lille virksomhed som selvstændig i Danmark var en helt anden historie end i deres hjemlande. Dels viste det sig, at næsten ingen banker var villige til at oprette erhvervskonti for flygtninge. Uden en sådan konto var det umuligt at arbejde som selvstændig i Danmark. Derudover er der i Danmark mange regler forbundet med at drive selvstændig erhvervsvirksomhed og mange krav til at føre regnskaber, indbetale moms m.v. Så samfundets ønske om, at flygtninge kom i arbejde og kunne klare sig selv var ikke altid let selv om viljen var der.

Andelskassen FasterOikos besluttede sig for at hjælpe disse flygtninge, som andre banker ikke ville hjælpe. Men inden der kunne oprettes erhvervskonti for flygtninge var det vigtigt, at der blev foretaget en grundig vurdering af deres påtænkte virksomhed og at de blev vejledt i hvordan man driver en virksomhed i Danmark. Her kom rådgivningsfirmaet Finklusiv (’financial inclusion’) ind i billedet. Finklusiv havde den viden og erfaring, som flygtninge manglede. Oikosfonden valgte derfor igennem en årrække at støtte Finklusivs konsulentvirksomhed overfor flygtninge. Opgaven bestod i første omgang at undersøge behovet og kortlægge de udfordringer der måtte være forbundet med at yde lån til flygtninge i Danmark, herunder beskrive hvilke støtteforanstaltninger sådanne låntagere måtte have brug for i en opstartsfase og undervejs. Det viste sig at være en krævende opgave således at når Finklusiv endelig kunne sige god for en flygtning så stod Andelskassen FasterOikos klar til at oprette en erhvervskonto.

I 2021 kunne vi berette, at 19 flygtninge som følge heraf havde fået oprettet egen erhvervskonto i FasterOikos Andelskasse. De fordelte sig som følger: 3 kvinder, 6 chauffører, 4 arbejder med mad, 3 har en cykelforretning, 2 har bilværksted, 3 er frisører og en har en forretning for afrikanske produkter. De pågældende flygtninge kom fra følgende lande: 7 fra Syrien, 5 fra Irak, 3 fra Afghanistan, 2 fra Eritrea og 2 er statsløse palæstinensere. I 2022 blev yderligere 100 flygtninge rådgivet af Finklusiv, der kunne berette, at

• 47 % af vores kunder har brugt iværksætteri til at blive uafhængig af offentlige ydelser

• 118 virksomheder er anbefalet til banker

• 100 virksomheder er godkendt til erhvervskonto

• 56% af vores kunder har skabt et ekstra job oveni deres eget

• Vi har en succesrate på 85%

Finklusiv udarbejdede undervejs manual – både på engelsk og på arabisk – til brug for de erhvervsdrivende flygtninge og tilbød løbende vejledning. Dette kunne tilbydes gratis eller mod en minimal betaling.

Finklusivs erfaring med flygtninge viste, at foruden at få oprettet en erhvervskonto er det vigtigt med en god opfølgning, så kunderne forstå og lever op til de krav danske myndigheder stiller til virksomheder. Derfor etablerede Finklusiv et netværk, hvor kunder følges tæt med monitorering og vejledning i et år efter at en erhvervskonto er oprettet i FasterOikos Andelskasse.

For 2024 kunne Finklusiv berette følgende om anvendelse af tilskud fra Oikosfonden:

  • Udvikling af indhold til netværkets vidensplatform, herunder artikler, tutorials og skabeloner, der hjælper medlemmer med at navigere i administrationen af deres virksomheder og forstå dansk lovgivning og krav.
  • Rekruttering af en webmaster baseret i London, som har udviklet hjemmesiden og publiceret vores 12 vejledninger og artikler.
  • Lancering af netværkets online platform, som nu er klar til brug.

Netværket repræsenterer en strategisk udvidelse af Finklusivs værditilbud, som giver vores kunder langvarig støtte og styrker vores bæredygtighed som organisation.

Nøgleresultater

  • Siden vi startede vores program for finansiel inklusion af bankløse iværksættere, har vi samarbejdet med 145 kunder og anbefalet dem til banker, hvoraf 118 blev godkendt.
  • Vi har udviklet et abonnementsbaseret netværk, der tilbyder vedvarende støtte til vores kunder. Netværket har nu 15 medlemmer og en vidensplatform med 12 målrettede artikler og vejledninger.

De nyeste planer består i, at skabe et mentorforhold mellem it-kompetente unge danskere, der hjælper flygtninge med at bruge hjemmesider og sociale medier til at udbrede kendskab til deres virksomheder til en støtte gruppe af kunder.

Ude i den store verden hjalp Oikosfonden in 2023 organisationen Mwangaza Light med en garanti på et lån i Andelskassen FasterOikos så de kunne gennemføre deres aktiviteter i Kenya med at udbrede brug af energisparende komfurer til madlavning til gavn for familiers økonomi og beskyttelse af miljøet (se: https://mwangazalight.com/)